Brug af Cookies

Småfolk designer Puslepuder til fordel for børns sikkerhed

Nu kobles design, motorik og sikkerhed sammen, når du køber en Småfolk Puslepude. Børneulykkesfonden og Småfolk er gået i samarbejde om at skabe både hyggelige og sikre vaner ved puslepladsen, så ved køb af Småfolks puslepuder (forår/sommer kollektionen 2016) vil der være vedlagt en informationsfolder med motoriske øvelser, der kan laves ved puslepladsen, samt gode råd til sikkerhed omkring puslepladsen.

Målet er at give dig et godt udgangspunkt for at skabe trygge og sikre rammer for dit barn og samtidig komme med inspiration til, hvordan du motorisk kan udvikle dit barn og gøre noget specielt og hyggeligt ud af den tid, som I bruger ved puslebordet.

Næsten halvdelen af alle børn har allerede fra spædbarnsalderen problemer med motorikken, så der er god anledning til at benytte tiden ved puslebordet til at træne motorikken.

Jo bedre barnets motorik nemlig er, desto mindre er risikoen for alvorlige ulykker, da en god motorik bl.a. styrker barnets balance.

Når du køber en puslepude fra Småfolks, støtter du samtidig Børneulykkesfondens forebyggende arbejde for at øge børns sikkerhed i Danmark. For hver puslepude går der 25 kr. ubeskåret til Børneulykkesfonden.

Hvert år kommer ca. 165.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen. Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sports/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse.