GODE RÅD TIL SIKKER LEG I SOLEN
Tips til sikker leg i solen
Alle børn nyder at lege udenfor i solen og varmen. Og ophold i solen er både sundt og dejligt, men for meget sol kan give solskoldning. Når huden først er rød, er skaden sket. Så husk den rette beskyttelse, når børn skal i solen, og lær dem at omgås solen med en god portion sund fornuft.
SKYGGE
- Søg skygge mellem kl. 12-15, når solen står højest. Den mest effektive beskyttelse mod solens stråler er at holde sig i skyggen.
- Små børn, som ikke kan kravle eller gå, bør aldrig opholde sig i direkte sol, og skal anbringes i skyggen.
- Husk, at man selv i skygge kan være udsat for UV-stråling fra himlen eller UV-refleksion fra vand, sand, beton og græs.
SOLHAT & TØJ
- Brug en solhat med bred skygge, der både dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke.
- Løstsiddende tøj af tætvævet stof beskytter kroppen og er behageligt og køligt, når det er varmt.
- Solbriller giver beskyttelse mod UV-stråling og skader i øjnene.
SOLCREME
- Smør med vandfast solcreme, der beskytter mod både UVA- og UVB-stråler, min. faktor 15, på de dele af kroppen, der ikke er dækket af tøj og hat. Husk nakke, næse, ører, ansigt og fødder.
- Smør rigeligt på: Én krop – én håndfuld. Bruger du for tyndt et lag, nedsættes beskyttelsen betragteligt!
- Smør ca. 15 min., inden du skal ud, og smør igen, hvis du har badet, svedt eller tørret dig med håndklæde.
- Vær opmærksom på, at solcreme kan give pletter og smitte af på tøj og andre genstande. Husk derfor at lade solcremen tørre helt ind i huden, inden du tager tøj på, og at vaske hænder grundigt efter påføring.

OBS: Helt små børn skal altid anbringes i skyggen.
Dermas solvifte indeholder gode råd, som man kan have med på farten. Find solviften her
Få ekstra gode råd om brugen af solcreme og sikkerhed i solen på derma.dk
Find flere gode råd om børn og solbeskyttelse hos Kræftens Bekæmpelse