Brug af Cookies

SANGE OG LEGE

Her kan du finde inspiration til, hvordan I kan lege med i institutionen eller derhjemme. Du kan finde både sange og lege, der kan gøre det lidt sjovere at få solcreme på.

Mel: "Vil du, vil du"

Solen, solen, solen, den kan stikke, den er nemlig meget varm.
Lav en sol med armene, prik med fingrene på armene og put solcreme i hånden.

Derfor, derfor, derfor skal jeg have solcreme på mit ben og arm.
Smør solcreme på arme, og mave og igen på ben og arme.

Også ører, pande, kinder, næse, hals, og skulder, ta’ blot fat.
Smør solcreme på ører, pande, kinder, næse, hals, skuldre og ryst skuldre.

Og til sidst der sætter jeg på håret min kasket el-ler en hat!
Put solhat på og vrik fra side til side.

Mel: "Lille Lise"

A -stykke
Solen skinner, solen skinner,
Lav sol med strakt arm.

vi skal passe på.
Ryst med højre hånd.

Derfor skal vi bruge solcreme,
Tag solcreme i hånden.

inden vi skal gå.
Smør solcreme på begge arme.

B -stykke:
Næse, kinder, hage,
Smør solcreme på næse, kinder, hage.

Er der mer’ tilbage?
Kig spørgende i begge hænder.

Bare smør det alle steder,
Smør resten af kroppen ind i solcreme.

skulder, mave, tå
Smør resten af kroppen ind i solcreme.

Varmemåling

Styrker børnenes forståelse for temperaturforskelle (aktiviteterne kræver umiddelbart en varm og solrig dag).

Mål temperaturforskelle på legepladsen på forskellig vis. Placér gerne genstandene i god tid inden brug, så der kan nå at udvikles en temperaturforskel.

  • Placér en spand med vand i solen og en i skyggen. Lad børnene mærke temperaturforskellen med hænderne og brug evt. et termometer.
  • Placér en spand med is i skyggen og en i solen. Lad derefter børnene se hvor meget is, der er smeltet i hver spand, og observér løbende i løbet af legen. Tag evt. tid eller tegn en streg fra start til når al isen er smeltet.
  • Prøv ovenstående med en isterning og en føntørrer.
  • Læg forskelligfarvede tøjstykker/stofstykker og andre genstande – såsom legetøj – i solen og i skyggen. Lad børnene mærke, hvordan tingene i solen bliver varmere.

Sol-fanger

Stimulerer særligt børnenes rumretningssans og samarbejdsevner, både i forhold til kropskontrol og motoriske kompetencer.

Vælg et antal fangere, der er sole. Solene fanger de andre børn ved at røre dem og sige "sol". Når man er blevet rørt af "solen", er man nu blevet solskoldet, og man skal blive stående, sådan at man kan se sin egen skygge foran sig. Man kan dog blive reddet ved at få solcreme på af en af de andre deltagende børn. "Redderen" tager først den tilfangetagnes ene hånd (ligesom en goddag-hilsen) og stryger med sin frie hånd hen over armen på den brændte samtidig med at sige "smøre, smøre, smøre". Dette gentages også på den anden hånd og arm. Begge børn kan nu løbe videre.

Denne leg leges bedst i solskin. Dog kan den godt leges uden solskin, hvor børnene har helle, mens der "smøres solcreme" på.

Sol-fanger – variation

Vælg nogle børn til at være træer, eller placér nogle kasser eller andre genstande, der kaster skygge. Legen er nu en almindelig fangeleg, hvor man har helle, hvis man står i træernes skygge. Der må dog kun stå ét barn i hver skygge. Løber et barn ind i en skygge, hvor der allerede er et barn, skal det første barn løbe ud.

Jorden er varm

Legen kræver, at det er solskin. Der laves en bane/række af kasser eller andre ting, der kaster skygge. Børnene skal nu gennem banen, men solen er giftig, og børnene må derfor kun røre skyggerne ved at springe fra skygge til skygge. Vælg forskellige måder, hvorpå børnene kan komme igennem banen, fx ved at hoppe med samlede ben, hinke, lave to knæløft, englehop, klappe eller twiste i hver skygge.

Soldans

Legen kræver musik, og kan leges inde som ude. Alle danser soldans, mens musikken spiller. Når musikken pauses, skal alle børn stå stille. Det er ikke nødvendigt at kåre en vinder/taber, og dans blot videre, selvom et barn ikke står helt stille.

Variér legen, og lær om skygge:

Alle løber over i skyggen, når musikken pauses. På en solbeskinnet dag, kan I, ved at trække et gardin til og fra, lade lys/skygge afgøre, hvornår børnene skal danse og stå stille.

Svømmetur

Brug badebolden fra solpakken til denne leg. På skift lægges et barn ad gangen op på bolden i mavestilling. Tril barnet rundt på bolden – frem og tilbage og fra side til side, som om det svømmer rundt. Læg forskellige ting foran bolden, som barnet kan gribe fat i, fx en solhat, solcreme, en vandflaske m.m. Inspirer barnets nysgerrighed ved at spørge ind til den ting, barnet har fundet. Hvad er det, og hvad bruger man det til?

Stå i solen

Tegn en stor sol, som alle børnene kan stå i. Læg solhatte (svarende til antal børn) i solen. Børnene løber rundt om solen, men pludselig råbes der: ”Stå i solen!”. Nu skal alle børnene stille sig i solen og tage en solhat på. Når der råbes: ”Ud i skyggen!”, tager børnene deres solhatte af og løber ud fra solen. Legen gentages nogle gange.

Sol-fanger

En voksen er sol-fanger og fanger børnene ved at røre dem og sige ”sol”. Når man er blevet fanget af solen, er man solbrændt. En anden voksen redder børnene ved at tage barnets ene hånd, stryge sin frie hånd hen over barnets arm og sige ”smøre, smøre, smøre”. Afhængigt af, hvor meget sprog det enkelte barn har, kan redderen spørge barnet, hvor det er blevet solskoldet, fx på armen, benet, panden osv. Så smører redderen det pågældende sted.